Booker: Anders Wind
anders@bulletbooking.dk / +45 20 649 649
PIL
Det er med troen på, at verden bliver større, når vi taler om de sværeste aspekter af
livet, at danske Pil nu er klar med sit debutalbum, Kom Vi Flyver, Siger Du. I sit
univers af bundærlige, dansksprogede tekster og stærke pophymner vil Pil nemlig
skabe det talerør, som hun selv kan mangle, når følelser af usikkerhed, ensomhed
og ulykkelig kærlighed dominerer i tilværelsen. Kom Vi Flyver, Siger Du er en
håndsrækning til alle, der har brug for en ven, når livet gør ondt.
Siden udgivelsen af sin første EP “Når Du Går Herfra” i 2019 har Pil fået særligt ros
for sit tekstunivers og en masse omtale i store danske musikmagasiner og på dr.dk.
I 2021 vandt hun KarriereKanonen og erhvervede sig i maj 2022 en Gaffa-forside i
forbindelse med udgivelsen af debutalbummet “Kom Vi Flyver, Siger Du”. Lige nu
har hendes mest lyttede sang “Nattely” over 3 millioner streams på Spotify.
Pil har samarbejdet med flere kunstnere som bl.a. Andreas Odbjerg og Burhan G
med numrene “Omvendt” og “Gulvet 22”, som lige nu er i A-rotation på P4. Det
seneste år har også budt på et tæt samarbejde med Hjalmer, hvor Pil har været
med til at skrive flere af sangene på hans kommende album og varmet op på hans
forårstour i 2022 med 19 koncerter over hele landet.
Det altafgørende for hende at musikken er vedkommende og nem at forstå, så lytteren fanges ind allerede fra de første sungne linjer. Dette gør sig også gældende til koncerterne, hvor publikum er begyndt at skråle med på sangene, og Pil inviterer publikum helt tæt på i en nærværende og nærmest venskabelig stemning.
Hun har netop afsluttet sin første headlinertour med velbesøgte koncerter i
Skanderborg, Odense og København, hvor sidstnævnte var udsolgt.
Efterårskoncerten i Lille Vega til oktober er netop meldt udsolgt og henover
sommeren er Pil at finde på programmet til bl.a. Nibe Festival, Smukfest og Musik
Lejet.
Foto: Petra Kleis