BENJAMIN KISSI - Bullet booking

Benjamin Kissi

Foto af Morten Lundrup

Booker: Jesper Kemp
jesper@bulletbooking.dk / +45 2060 1145

Benjamin Kissi har figureret på den danske musikscene det seneste halvandet årti. Han debuterer i det århusiansk baserede musik kollektiv The Gypsies i 2007 med albummet 'One Hand Up', hvor han sammen med bland andre Shaka Loveless definerer kollektivets rappede r&b stil som sanger, sangskriver, guitarist og producer. Siden er han med til at danne bandet Are We Brothers for at afprøve en mere rock orienteret genre.

Sideløbende optræder Kissi som backingmusiker for bla. EaggerStunn, The William Blakes, Jokeren, Outlandish og Medina.

I 2013 udgiver han sin solo-debut med bla. singlen 'Makeup Sex'. Udgangspunktet for udgivelsen er en skæv blanding af pop, tunge beats og elektronika og beskriver en ny side af kunstneren. 'Makeup Sex' bliver spillet flittigt på P3 og præsenterer en mere afklaret og selvsikker Kissi.

I 2015 er Benjamin Kissi igen aktuel. Denne gang som producer og medforfatter på Thøger Dixgaards single 'Blød Indeni'. Nummeret bliver P3´s uundgåelige og er med til at definere sommeren 2015.

De sidste år har han arbejdet som producer i sit hjemmestudie og dyrket sin gamle lidenskab for old school gear. I selskab med sin samling af retro-samplere, synthesizere, forstærkere og mixere har Kissi nørdet sig ind på livet af en mere Motown stil beslægtet med de gamle soul-mestre. Hans kærlighed til en mere analog og knirket lyd har affødt singlen 'Sing My Song' fra i år.

“Særligt er jeg forelsket i lyden af gamle Akai, Emu og Ensoniq maskiner fra slut 80’erne og start 90´erne. Jeg har altid nørdet lyden af gamle Motown produktioner og været inspireret af den tids lyd og kulturelle resonans.”

Med 'Sing My Song' kaster Kissi sig ud i et super dansabelt soul-univers, som finder sin endelige form i et vellykket samarbejde med Frederik Tao Nordsø (The William Blakes, Christopher bl. a.) og Gisli Gislason (Phlake, Iris Gold).